Prada dropper pels

Prada Group, der står bag brands som Miu Miu og Prada har meddelt at de fra 2020 ikke længere vil bruge pels. Det sker efter mange års pres fra dyrerettighedsorganisationer og er vel også en konsekvens af, at de har opfattet et stærkt signal fra forbrugerne, som generelt ikke ønsker pels længere.

Andre luksus modehuse som f.eks. Burberry og Gucci er allerede i gang med at afvikle pels produkter.

Dramatisk lag-på-lag kollektion fra Preen by Thornton Bregazzi

Preen by Thornton Bregazzi er et brand med passion for recirkulering og genbrug, og fuldstændig ligegyldighed i forhold til at følge resten af modeverdenens trends og tendenser, og det gør at de skaber nogle ret interessante kollektioner.

Deres 2015 efterår/vinterkollektion kan umiddelbart se rodet ud, da den udnytter lag-på-lag konceptet på en meget dramatisk måde, ved at lade de forskellige stykker tøj glide ind i hinanden, så man ofte har svært at se hvor det ene stykke tøj stopper og det andet starter.

Effekten gøres endnu mere dramatisk, ved at linjerne ofte er asymmetriske, ujævne og svære at gennemskue. Kollektionen indeholder bl.a. korte veste og sweaters, jakker og frakker med store kraver og kjoler i lette stoffer. Tern og blomster i stærke farver er gennemgående i kollektionen.