Korte feminine læderjakker fra Muumbaa

En rigtig flot og behagelig læderjakke er noget man kan have i årevis, og som ofte bliver smukkere med tiden. Engelske Muubaa designer feminine læderjakker, og deres 2012 kollektion indeholder bl.a. et par trendy korte læderjakker i lyse lilla nuancer, samt et par modeller med smukke laser cut prints. Neruda en kort læderjakke i blødt læder, med 3/4 ærmer, lynlåslommer og asymmetrisk front, med lynlåsåbning i en side. Læderet er farvet i en lilla “grape” farve, med en blød slidt effekt, som gør at lysere og mørkere nuancer af farven glider smukt ind i hinanden. Cortez er en kort læderjakke med lange ærmer, lynlåslommer og asymmetrisk front, med lynlåsåbning i den ene side som det ses på billedet nedenunder. Læderet er farvet i to lyserøde nuancer, som glider ind i hinanden og jakken er vasket for at opnå en brugt og lettere krøllet effekt. Delaney er en kort model som prydes af et smukt laser cut blomstermønster. Jakken har lange ærmer, rå kanter, skjulte lynlåslommer, korthals, som kan lukkes foran med trykknapper, og asymmetrisk front, med lynlåsåbning i en side. Læderet er farvet i en varm grå farve, med et hint af lilla.

Lårkort 60'er inspireret flæsekjole fra Moschino

Moschino Resort 2013 er en 60'er inspireret kollektion, som bl.a. indeholder flere lyse pastelfarvede designs. Et af kollektionens guldkorn er den lårkorte ferskenfarvede kjole, som er fyldt med delikate flæser. Kjolen, som kan ses blandt billederne nedenunder, er ærmeløs, lavet i tynd silkechiffon (eller lignende) og har en fyldig draperet halsåbning. Kjolens flæser er ujævne i længden, hvilket skaber en yndig blød bølgeeffekt.

BCBG kollektion prydet med smukke mønstre inspireret af Marokko, Italien og Asien

Til sin Resort 2013 kollektion har BCBG Max Azaria draget inspiration fra steder som Marokko, Italien og Asien. Dette afspejles i de smukke mønstre som pryder store dele af kollektionen, som generelt er lavet i tynde luftige stoffer.

Også kollektionens pasformer bærer præg af at inspirationen kommer fra lande hvor tunikaen og kaftanen er meget betydningsfulde beklædningsstykker.

Kollektionens bukser har gerne ankellængde, og kjolerne går til lige over knæet, er lårkorte eller helt lange. En række af kollektionens kjoler og tunikaer har slids i en eller begge sidesømmer.